Bente Polano

Bente Polano

Åbninger af Bente Hammershøy
Den mangesidige kunstner Bente Polano, viser sin formåen som både skulptør i bronze, stål, kobber og glas og som maler, oliemalerier. Tegninger og grafiske tryk er også hendes felt. Ja, hun spænder vidt. Det gælder for Bente Polanos skulpturer, at det rumlige opfattes helt specielt gennem hulrum, der er hendes kunstneriske ”fingeraftryk!” Menneskefigurerne, ”de stålsatte,” er som parafraser over Henri Matisses sene værker: hans blå papirklip af menneskefigurer. Der sker der noget med én, når man står over for Bente Polanos menneskegengivelser, det være sig ’Self‐portrait’ der er som en feminin udgave af  Christian Lemmerz’ med omvendt fortegn! Hvor han har skåret ansigtet væk i aluminiummet i sin udgave af sig selv og kun bibeholder hovedformen, så man tror, man ved, det er ham, har Bente Polano skåret sit ansigt til og ud, så man ud over det faciale ser, som var kroppens ribben sat op sat op i halsen mod ansigtet. Her passer udstillingens overskrift ”Åbninger” perfekt ‐ åbninger, der dog også gemmer på hemmeligheder. Et usædvanligt uforglemmelig selvportræt. Der er en sammenhæng mellem dette selvportræt og ’Close Up ’ hvor tre kvindeansigter er sat ved siden af hinanden. De giver mindelser om og er som en nutidig, fremragende kommentar til antikkens portræthoveder, som man kender dem fra det gamle Rom. Udtryksfulde ansigter, masker, der afspejler forskellige følelser gengivet mesterligt af Bente Polano i stål i stedet for i marmor! Det er ikke blot ansigter, men hele kvindeskikkelsen, hun udfører i stål. ”Siddende kvinde ” ”Kvinden, der holder om sig selv” og ”Kvinde ” er ypperlige eksempler herpå. Ét værk skiller sig dog specielt ud. Det er det to meter høje værk ’Alpha og Omega’ Titlen hentyder til det første og sidste bogstav i det græske alfabet. De betyder begyndelsen og enden. Det er også de ord/ bogstaver, der er symboler på Kristus, og som han ifølge Apokalypsen (Johs. Åb.) 22,13 udtalte: ”Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden.” De to bogstaver har lige siden tidlig kristen kunst været at se i kunstneriske udsmykninger og bruges altså her som titel af Bente Polano i dette imponerende, monumentale værk ‐ som de andre beskrevne i blankt stål. Menneskeskikkelsen i en lidt mere abstrakt udgave ses i ’Twins ’ et iøjnefaldende værk, hvor to sammensatte skikkelser spejler hinanden. ’Papillons’ (det franske ord for de flygtige sommerfugle) har Bente Polano her fanget i sin yndefulde stålskulptur, skønt det måske ikke lige er begrebet sommerfugle, der forbindes med stål! Men her viser kunstneren sine rige evner, sin formåen kunstnerisk i at kunne frembringe et sådant værk. I ’Three Generations’ bruger Bente Polano stål og bronze. Træet er som en metafor for mennesket, en slags livstræ, der strækker sig mod himlen med de åbninger, der som sagt er Bente Polanos egenart som kunstner. Det træ (stamtræ), man tegner sporadisk med linjer, når man selv vil forsøge at finde ud af sine slægtsforhold. Her er det med kunstnerisk nerve, Bente Polano har fremstillet generationerne i håbets grønne farve. Smukt! Som nævnt er Bente Polanos kunstneriske talenter legio, hvilket fremgår af de andre værker, som hun udstiller i Brænderigården. To croquistegninger af en siddende og en stående kvindeskikkelse er ikke blot som skitser til stålskulpturerne, men er smukke, selvstændige arbejder. Malerierne er, som var det stålskulpturernes menneskeskikkelser omsat i oliefarver! Og dog, igen: De er noget helt for sig via beskæringen. Desuden synes disse oliemalerier at være et udtryk for flere ellers ublandelige, kunstneriske teknikker. For med den lethed, der i øvrigt kendetegner akvareller, har Bente Polano atter skabt noget unikt her. Disse oliemalerier har oven i købet faktisk karakter af væveriets stribeteknik! Drømmenes svæv er hen over værkerne udtrykt i maleriernes douce farvevalg. To af værkerne hedder faktisk dels ´Daydreaming´ og ”Drømmepassagen.” Kvinde‐ og mandsskikkelser ses i ´Here Comes the Sun,´ ”Mand og kvinde,” ”Liggende kvinde ” og ”Udsigten .” May be Me´ i to versioner er begge som et drømmesyn ud over et hav, hvor de flydende, blide farver dog har noget stærkt over sig, og hvor ansigtet i begge tilfælde indgår i en symbiose med farverne

Viser alle 4 resultater