Kunstcirkel nr. 18

Start: 1/7 2018.

Værkerne roteres med skæring på følgende datoer:
1/7 2018 1/10 2018 1/1 2019 1/4 2019 1/7 2019 1/1 02019 1/1 2020 1/4 2020 1/7 2020 1/10 2020
og slutter 31/12 2020, hvor kunstværkerne fordeles til eje blandt medlemmerne.
Galleri Brænderigården udsender en mail ca. en uge før hver skæringsdato.

Her kan du tilmelde til Betalingsservice: Betalingsservice online tilmelding

Du kan hente medlemslisten som PDF  her .

Hvis du vil læse mere om kunstnerne, findes disse generelt under afsnittet “Kunstnere” i hovedmenuen.
Her kan på udvalgte kunstnere ses udstillingskataloger som PDF.

Kunsthistoriker Bente Hammershøy præsenterede, ved første møde i galleriet hvor medlemmerne var samlede, hvert enkelt værk.
Hun har efterfølgende sendt os følgende tekst, så medlemmerne har mulighed for at genopfriske lidt af det fortalte omkring de enkelte kunstværker:

(Tekster: Bente Hammershøy/28. juni 2018)

Mange materialer er i spil i udvalget af kunst i denne nye kunstcirkel i Galleri Brænderigårdens regi. De ti værker bevæger sig inden for maleri, keramik, papir og glaskunst. 
Udtryksformerne har rod i det surrealistiske, der i det hele taget er kendetegnende for galleriets kunstneriske linje.
De repræsenterede kunstnere er velestimerede i galleriet og har været ”i stald” her gennem årene med en yndest, som sjældent ses, blandt de galleribesøgende.

Niels Sylvest (1938-2008): Mørk aften

Et intenst maleri, hvor titlen er lidt selvmodsigende, for man ser et væld af farver hvirvlet op. Måske en efterårsstorm en mørk, ”tidlig på måneden”- oktoberaften, hvor blade og blomster fra sommerens overflod flås op og kastes rundt i de voldsomme, ekspressionistiske farveudbrud i abstrakte former- der var et af kunstnerens kendetegn – isprængt lysere former. Det er, som om en dirigent har været inde over med sin dirigentstok og sat rytmen. Det vises altså med den meget musikinteresserede Niels Sylvests rytmiske aftryk her via pensel og maling i stedet for musik med noder og taktstok!

Det lysere felt i venstre øverste hjørne understreger det voldsomme, maleriske udbrud.

At betragte Niels Sylvests maleri er et overvældende syn.

 

Bentemarie Kjeldbæk* 1952: Madmarkedsdame med fisk

Når Bentemarie Kjeldbæk maler, er det, som sætter hun prismestykker-farverige glasstykker- som fra et gammelt glasmosaikvindue- samlet op og sat op i kunstnerens særegne, farvemættede malerier. Hendes malerier viser – som her – farverige personligheder, som engang glasmalerier gjorde det med Bibelens skikkelser i store glasmalerier i eksempelvis katedraler og med mere profane skikkelser i rådhusvinduer i store, europæiske byer.

Nu er det her i Bentemarie Kjeldbæks værk, det malerisk kommer til udtryk – måske som et levn fra kubistisk stil- men med hendes særkende, der ikke lader én i tvivl om, at det er et værk af Bentemarie Kjeldbæk, man har for sig.

Bentemarie Kjeldbæks inspiration fra de store spanske malere lige fra Vélasquez og Goya og op til Dalí og Picasso fornægter sig ikke. Heller ikke i dette aktuelle værk, hvor påvirkningen fra maleriet over dem alle af kunstneren: Vélasquez’ Las Meniñas atter er den store impuls. Dette værk kender Bentemarie Kjeldbæk fra Pradomuseet i Madrid. Hun lader det her udmønte sig i en ”Maddame med fisk” – en fiskehandlerske fra et af de store madmarkeder, Bentemarie Kjeldbæk opsøger tidligt om morgenen, når hun er i sit elskede Spanien. Hun har et godt forhold til disse kvinder og ”tager dem af” på forførende vis.

Denne maddame er iført forklæde og en enkelt synlig gul handske, der matcher hendes hovedbeklædning. Fisken holder hun op som et trofæ, mens hendes mund udtrykker et tilfreds smil, malet i picassosk, kubistiske stil. Man kender vel sine inspirationskilder!!!

 

Gan-Erdene Tsend*1979: Ohne Titel. Denne mongolskfødte, nu i München bosatte og arbejdende kunstners værker er nærmest gennemsigtige og indeholder spejlinger, idet udgangspunktet for værket er lagt under glas, hvorpå der så er malet, hvilket giver en helt speciel opfattelse af værket med dets blide farveskala. Denne teknik udløser en ganske speciel stemning i hans værker, som det også ses her i det ubetitlede værk. Sæt selv benævnelse / titel på! Man ser en kvinde i mørke lange bukser og en mørk, langærmet T-shirt. Derved fremhæves de omgivelser, hun færdes i. Hun vandrer mod beskueren i havstokken, i hvis gule, våde sand himlen afspejles. Hun er tilsyneladende alene, meeeen: hun må have solen? i ryggen, for foran hende ses hendes egen skygge/skikkelse som et fatamorgana, for nu har hun en mand i stribet polo-T-shirt i hånden. Et surrealistisk islæt, der sætter ens tanker i gang.

 

Simon Fensholm*1985: U.T. Det er ikke sædvane, at Simon Fensholm ikke sætter titel på sine værker. Hans surreelle, nutidige billedsprog sætter alle betragterens sanser i spil. Og ved at undlade at sætte titel på sit værk her, udfordres betragteren endnu mere i sin aflæsning/ afkodning af: Hvad er dette for et motiv, og hvad indeholder maleriet? Alle Simon Fensholms værker er dobbelttydige. For ud over det første tilsyneladende humoristiske i hans ovenud surreelle maleri dukker noget uhyggeligt op, som man ikke sådan lige opdager ved første øjekast. Men i dette tilfælde må man selv tænke og sætte titel på – hvis man da ønsker det!? Simon Fensholm er uddannet fra Designskolen på Kunstakademiet i København, i hvilken by han også bor og arbejder i i dag. Han malerier bunder, som han selv siger i det, der findes på af indersiden af hans hoved. Det får ham til at sætte ting sammen, der sædvanligvis IKKE kan sættes sammen. I dette maleri ses et maleri i maleriet. Malere før ham har gjort dette og gør det den dag i dag, som det altså også ses her hos Simon Fensholm.

Her er det et af Simon Fensholms yndede objekter: en flyvende, åben papkasse som omdrejningspunkter i flere udgaver. Kassen- her i flere udgaver- er motiv i det indrammede maleri, der fylder venstre del af helhedsmaleriet på en ensfarvet blå baggrund. Maleriet her er omgivet af sammenbundne pinde og snore- atter ingredienser velkendt fra andre af hans malerier- hvoraf nogle går op til den store åbne kasse, der udfylder højre del af helmaleriet, der desuden bliver belyst af en lampe og med et stavær sat op over kassens åbning.

Er det tomheden, kunstneren indkredser ved at gengive alle disse papkasser i en forbundethed med snore, som Simon Fensholm også ynder som motiv? Er maleriet et udtryk for vor kaotiske nutid?

 

Steffen Kindt* 1945 i Berlin: Rastepladsen ved E33

Kunstneren bor i Danmark og har både pop art – kunstneren Roy Lichtenstein, den berømte amerikanske kunstner, der levede fra 1923 til 1997, og grafisk tegning som inspirationskilder for slet ikke at tale om tegneserieopsætning. Roy Lichtensteins rasterteknik er hos Steffen Kindt erstattet af en malestil som med tegneseriens rene farvefelter med tydelige, afgrænsende sorte konturstreger omkring enkeltelementerne i maleriets skarpt opdelte felter i farverne hidsigrød, knaldgul og blå (de tre grundfarver) understreges af lidt syrenfarvet og hvidt. Der gås tæt på enkeltmotiverne med en overraskende effekt.

At Steffen Kindt er uddannet grafiker, inden han begyndte at male, fornægter sig ikke.

En svært definerbar mand kan ses som det første i billedlæserækkens seks dele i en tæt beskæring- man ser kun i close-up et næse-og mundparti- og lidt gult i nederste venstre hjørne til understregning af alt det sorte i dette delelement. Manden kigger fra sin plads ud over en delvist afklædt kvinde i diverse situationer i de forskellige felter. Der fokuseres på strømpeblondekanter, brystpartier med og uden krucifiks i smykkeform, nærbilleder af et kvindeansigt med en dominerende rød mund og over en kop dampende kaffe. Der holdes rast på en plads i USA, hvor maleriets titel og indhold leder tanken hen på den berømte film ’Thelma and Louise!’

 

Ingerlise Vikne *1961: State of Mind

Det afgrundsdybe blik kendetegner Ingerlise Viknes personer. Det fanger fra første kig på malerierne og altså også her i et ansigt, der er noget ud over det sædvanlige. Ansigtet udfylder hele maleriets billedfelt. Denne norsk-danske kunstner bosat i Danmark har et ganske bestemt greb om det at fremstille fragile ansigter understreget af den farvesætning, hun benytter sig af, som er domineret af både blide og mere bastante violetgrålige nuancer, med varmkoloristiske islæt af rødt, der tilføjer hendes malerier en lethed, en gennemsigtighed, der er uovertruffen. Pandens, ja, hele det hårløse hovedets hvide farve og ørernes forskellige farver foranlediger en surreel, drømmeagtigt tilstand. Ingerlise Vikne benytter et bredt spektrum af akvarel- og pastelfarver, af olie- og akrylfarver, af kulstifter og blyanter. Det giver diversitet i udtryksformen, som Ingerlise Vikne er en mester i. Har man én gang stiftet bekendtskab med hendes billedverden, forsvinder hendes portrætter aldrig ud af ens erindring. De sætter et dybt aftryk. Titlen på værket er ’State of Mind,’der måske er en indikator på, hvad Ingerlise Vikne vil sige med sit maleri. Det danske ord for State of Mind er sindstilstand!

 

Thomas Kiær *1954: u/t

Når en kunstner vælger at skrive u.t. som titel ved sit værk, kan det være for at give beskueren lov til selv at finde på en titel om nødvendigt og dermed ikke binde hende/ham til en bestemt opfattelse af maleriet/værket. Det er også umådelig svært at titelgive Thomas Kiærs malerier, fordi de er så komplekse, så særprægede. Det hænger sammen med den specielle malestil, Thomas Kiær benytter sig af, nemlig rasterteknikken, som man kender det fra amerikanske Roy Lichtensteins værker i 1960ernes pop-art. (Dér er han igen som inspirationskilde!) At Thomas Kiær så også bruger fotos – ofte med historisk baggrund – gør ikke indtrykket ringere!!

For han maler som sagt med rasterteknik, der er et linjenet, hvorigennem man fotograferer billeder, der skal reproduceres, idet man herved opnår en opdeling af billedet i punkter. De større punkter svarer til billedets mørkere partier, de mindre punkter svarer til de lysere. Og så indeholder hans maleteknik yderligere en form for gentagelsesteknik, som består i en ”lag på lag”- form, som var det transparente hængemapper, der ligger hen oven på hinanden inde på fladen.

Så ”bare” at kaste et lynhurtigt blik på et Thomas Kiærmaleri som dette holder ikke. At overskue Thomas Kiærs værk ved første blik er rent umuligt. Man må se efter nok en gang.

Dette helt vidunderligt farvemættede billede er som et ørkenfatamorgana – og dog ses ved nærmere eftersyn en række fotografisk afbillede huse i næste lag af maleriet. Det er som en blanding af et orientalsk inspireret motiv sat i symbiose med mere vestlige huse bagved. Maleriet her er helt unikt.

 

Malene Bjelke * 1965: Lige på trapperne

Malene Bjelke er mester for den ene af de to skulpturer, der er med i Galleri Brænderigårdens 18. kunstcirkel. Hun arbejder med forskellige materialer såsom bronze, modellervoks, gips og her papir! Et specielt materiale må man sige. Titlen på værket er finurlig, dobbelttydig, da den både kan tages bogstavelig (hun sidder lige foran beskueren) og i overført betydning (der skal snart til at foregå noget). Kvindeskikkelsen i kjole og bredskygget hat sidder nonchalant tilbagelænet på det midterste trin på en gelænderløs tretrinstrappe. Det er en fantastisk skulptur udført af blade og magasiner i en form for bevaret papmaché, hvor den blå farve fra de forskellige bladsider er den fremherskende farve, der på spektakulær vis synes aldeles gennemført som både kjole-, hatte- og trappefarve.

Med denne enkle, ukomplicerede menneskefigur rammer Malene Bjelke ned i hverdagens eftertænksomhed. Hendes skulpturer er som små tankefulde pauser, der giver beskueren ro i sjælen og lyst til at gense eller eje værket.

Skulpturen har en naturalistisk enkelthed, hvor man ikke savner tydelige ansigtstræk, idet kroppen her tilstrækkeligt signalerer sindsstemningen. Figuren er ikke glatsleben, men har en levende overflade, idet Malene Bjelke har sat spor af sine fingre i hver enkelt lille overfladedel.

Det er menneskefiguren, der har Malene Bjelkes interesse, som hun med dyb indlevelse giver udtryk i sine små forfinede kunstværker og altså også her.

 

Heidi av Reyni * 1966: Nysgerrig er titlen på denne skulptur af Heidi av Reyni, der er født på Færøerne i en lille bygd, men nu bosat og arbejdende i Danmark. Hun er altså den anden kvindelig skulptør i Kunstcirkel 18. Hun arbejder med stentøj og rakubrænding, og skulpturen her er i stentøj, som er keramik brændt ved ca. 1320 grader celsius. Leret smelter derved sammen (sintrer) til hårdt og vandtæt lertøj. Kunstneren viser langlemmede mænd – virkelig i ordets betydning: Se hans arme og overkrop. Store fødder har han, og næsen er vendt vejrende opad: Efter hvad? Det vides ej, men nysgerrig er han. Han er iført de for Heidi av Reyni så karakteristiske, lavtsiddende camouflagemønstrede jeans, der understreger hans smukke, utildækkede overkrop. Han vil pynte/ vække opsigt i ethvert hjem, når man får øje på ham og må trække på smilebåndet!

 

Jan Esmann * 1960: Klon

Jan Esmanns maleriske kunnen understreges af hans evne til at gengive hænder og fødder, hvilket kun er en mester muligt. Jan Esmanns specielle billedverden er repræsenteret med dette maleri, der har en helt sort, klassisk baggrund, der fremhæver kvindeskikkelsen, som er en sammenkrøbet, hensunken, nøgen kvindeskikkelse midt i billedet, der omfavner sig selv som for at beskytte sig. Munden er åben. Mon den antyder, at hun drømmer efter lige at være på nippet til at falde i søvn? Der er et skær af klassisk maleri over Jan Esmanns værk. Det har en form for patina over sig, men fremstår alligevel udefinerbart moderne.

Titlen ”Klon” betyder efterligning af en person/individ opstået ved ukønnet formering af et moderindivid. Der ligger noget surreelt i denne titel. For hvad er kvinden klonet fra og hvorfor? Det er det måske ubesvarlige spørgsmål. Maleriet er helt i overensstemmelse med Jan Esmanns billedverden, der er befolket af arkaiske menneskeskikkelser ofte gengivet i flere eksemplarer i landskaber, der synes genkendelige, men som er arketypiske. Så denne kvindeskikkelse er både genkendelig og mystisk.