Kunstcirkel nr. 17

Kunstcirkel nr. 17

Start: 1/2 2018

Værkerne roteres med skæring på følgende datoer:  1/5 2018 1/8 2018 1/11 2018 1/2 2019 1/5 2019 1/8 2019 1/11 2019 1/2 2020 1/5 20 20 og slutter 31/7 2020, hvor kunstværkerne fordeles til eje blandt medlemmerne.
Galleri Brænderigården udsender en mail ca. en uge før hver skæringsdato, og det forventes at skiftet sker mellem den 1. og 10 i måneden.

Her kan du tilmelde til Betalingsservice: Betalingsservice online tilmelding

Rækkefølge cirkel 17.xls

Du kan hente rækkefølgeskemaet som PDF her

Du kan hente medlemslisten som PDF her

Hvis du vil læse mere om kunstnerne, findes disse under afsnittet  “Kunstnere”  i hovedmenuen.

Her kan på udvalgte kunstnere ses udstillingskataloger som PDF:

Håkan Nystrøm
Bentemarie Kjeldbæk
Heidi av Reyni
Simon Fensholm

Kunsthistoriker Bente Hammershøy præsenterede, ved første møde i galleriet hvor medlemmerne var samlede, hvert enkelt værk.
Hun har efterfølgende sendt os følgende tekst, så medlemmerne har mulighed for at genopfriske lidt af det fortalte omkring de enkelte kunstværker:

 

(Tekster: Bente Hammershøy/Februar 2018)

Kunstcirkel 17

Det, der især kendetegner mange af Galleri Brænderigårdens kunstværker og går som en rød tråd igennem dem, er det surrealistiske – det nysurrealistiske – indhold, der er i kunstnernes udførelser og dermed indhold i værkerne. Det være sig malerier og skulpturer af enhver art.

Det gør sig derfor også gældende i de 10 værker, der indgår i Kunstcirkel 17’s udvalg. 10 samtidsværker af 10 kunstnere, der er i stald her i galleriet. Nogle har været det længe, og andre er nyere tilkomne. Der er kunstnere med mange år på bagen iblandt og desuden forståeligt nok også yngre og unge kunstnere. Jørgen Melstrup vælger dermed ikke ud fra alderen på sine samtidskunstnere, hvis værker jo altså har det helt specielle touch af noget overrealistisk, noget, der får én til at se efter flere gange, og som får værkerne til at holde. For de kalder på en i mange sammenhænge, når man først har fået dem hjem at hænge – eller stå. For hvem siger, at eksempelvis malerier altid skal op på væggen? Et maleri kan stå, eller skulpturen kan indgå i en eller flere sammenhænge ud over at være en solitær enhed.

Der er otte malerier og to skulpturer i denne kunstcirkel.

Birgitte Lykke Madsen er født i 1960 i Odense, hvor hun er uddannet på Det Fynske Kunstakademi. Hendes malerier kredser omkring vand med badende og både, sidstnævnte som i dette maleri Italian Boards II, Red Boat. På et bagtæppe af rindende vand i faldende, ensartede kaskader, hvor den blå farve er dominerende – havet er blåt i almindelig opfattelse eller grønt- ses en båd- en italiensk ud fra titlen – nærmende sig en bådebro- stadig i blåt, men med et rødt islæt til venstre i form af en rød pæl. Eller måske er det stævnen af en veneziansk gondol, hvormed det indiceres, at sceneriet er Venezia? Og er det blå i baggrunden måske en søjlearkade?

Båden er anbragt midt i billedet med tre personer om bord, hvis klædedragter er hvide og røde. Stævnen på båden er rød og genskinnet i vandet ligeså. Er det ild eller blod, der flyder fra stævnen ned i vandet eller hvad? Er de tre personer ved at undslippe en fare i deres italienske båd? Er der sket noget ganske forfærdeligt? Spørgsmålene trænger sig selvsagt på, og beskueren må selv danne sin mening herom ud fra billedet surreelle udtryksform med den overnaturlige, slørede transparens i malemåden, som er karakteristisk for Birgitte Lykke Madsen. Den giver mindelser til Richard Andrews’ lignende malemåde, som kunstneren her kan have fået inspiration fra. Denne britiske kunstner, der var én af malerne i den såkaldte ’The School of London,’ præsenteret i udstillingen på AROS: ’Bacon, Freud and The London Painters,’ som sluttede i går d.4.februar. Jeg kan tilføje, at Richard Andrews selv i sine sene malerier stod på skuldrene af sin berømte forgænger J.M.W.Turner.

Bentemarie Kjeldbæk* 1952: Margarita med kande. Et af Bentemarie Kjeldbæks velkendte motiver inspireret af kunstnerens stadige optagethed af den spanske hofmaler Diego Velázquez’ malerier fra midten af 1600-tallet, hvori denne spanske prinsesse og tronarving La infanta Margarita optræder gentagne gange. Denne lille pige indtager i Velazquez’ berømteste maleri Las Meninas den midterplads i billedfladen, mod hvem alles blikke drages.

Det samme gør sig gældende for dette maleri af Bentemarie Kjeldbæk, skønt Margarita er vist alene. Malet i en nærmest kubistisk stil med geometriske figurer i stærke farver, der suger tilskuerens blik til sig. Øjnene er et kapitel for sig. De er udført på samme måde, som Picasso eksempelvis malede i et portræt fra 1937 af Dora Maar, hvor Picasso trækker på egyptisk gravkunsts øjengengivelser, hvor øjet/ øjnene ses fra flere vinkler på én gang. Picasso var lige så optaget af Velazquez’ Margaritamalerier som Bentemarie Kjeldbæk er det!!! Og han malede sine parafraser af dem. (En parafrase er en omskrivning af et værk af en anden kunstner end den, der bruger vedkommendes værk og tilføjer sine egne maleriske ”fingeraftryk,” uden at det oprindelige værk ”forsvinder.”) Bentemarie Kjeldbæk er atter udstillingsaktuel her i galleriet senere på foråret.

Gan-Erdene Tsend*1979: Wattwanderer. Denne kunstner er født i Mongoliet, men bor og arbejder i München. Hans værker er transparente og indeholder spejlinger, der giver en ganske speciel stemning i hans værker som dette med titlen Wattwanderer, der viser en bukseklædt kvinde, der vandrer i Vadehavet, (som titlen betyder) i hvis gule, våde sand himlen afspejles. Hun er tilsyneladende alene, meeeen: hun må have solen? i ryggen, for foran hende ses hendes egen skygge/skikkelse nu med en halskæde og med en mand i stribet polo-T-shirt i hånden. Et surrealistisk islæt, der giver én noget at tænke over. Et ganske særligt værk også, idet udgangspunktet for værket er lagt under glas, hvorpå der så er malet, hvilket giver en helt speciel opfattelse af værket med dets douce farveskala, der accentueres af henholdsvis kvindens skygge og mandsskyggens mørke, udråbstegnslignende skikkelser i det store rum med den højtliggende horisontlinje, idet man ser på kvinden fra frøperspektiv.

Simon Fensholm*1985: U.T. Ganske usædvanligt for denne kunstner har værket her ingen titel. Dem er han ellers ikke karrig med, når det gælder hans hypersurrealistiske malerier med en undertone af noget uhyggeligt, som man ikke sådan lige opdager ved første øjekast. Men i dette tilfælde her må man selv tænke og sætte titel på – hvis man da ønsker det!? Simon Fensholm er uddannet fra Designskolen på Kunstakademiet i København, hvor han også bor og arbejder i dag. Han maler efter udsagn fra indersiden af sit hoved og sætter elementer sammen, der vanligvis IKKE kan sættes sammen. Det gør sig gældende i dette værk, hvor han som Michael Kvium bruger hjernevindinger som motiv. (Som i ”rammen” i Kviummaleriet ”Guds Krigslist” på Horsens Kunstmuseum). Her hos Simon Fensholm er det baggrunden, der tydeligt er som hjernevindinger, hvor Simon Fensholm i tidligere værker kun antydningsvis viste dem. En enlig, flyvende kasse – ej kuffert! som hos en H.C. Andersen eller et flyvende tæppe-, hvori en lille sorthåret dreng/mand (: Simon Fensholms alter ego?) stiler imod den lillebitte måne og ikke mod en vanlig solnedgang. Månen stråler over et trekantet ”Søren Fensholmhjørne” af brædder, der ligner et nu sammensunket hus. Og månen kaster skygge lidt længere nede! Der er virkelig noget på færde i dette maleri.

Michael Isling: Green Construction

Grøn er den fremherskende farve i mange af Michael Islings værker.

Dette værk bærer oveni købet en titel, hvori ordet grøn indgår! Og grønt i mange nuancer er det, understreget af lidt rødt, der får det grønne til at virke endnu grønnere i dette set up, der udfordrer ens øjne og intellekt, og hvor realitet og usandsynlighed rækker ind over hinanden.

Michael Isling, der er født i 1978, beskæftiger sig i sin kunst med rum både inde og ude. Sidstnævnte det såkaldte offentlige rum. Dette værk bærer præg af begge slags rum både indirekte og bogstaveligt. Helt surreelt er dette værk, hvor naturen har invaderet rummet/rummene. Man ser et forfald, hvor han bringer flere verdener sammen i et clash, hvilket er noget helt specielt for denne kunstner.

Michael Isling er uddannet både fra Det fynske kunstakademi i Odense og Kunstakademiet i København. Han har udstillet mange steder og lavet udsmykninger til det offentlige rum i bl.a. Randers og Vollsmose.

Kunstneren leger med beskuerens perspektivopfattelse, idet han drillende ophæver realiteterne ved blandt andet at have løftet taget væk, så der er udsyn til noget, der ligner en skov.

Og hvad med de hvide flader: Et køleskab til venstre med noget snoreværk og en rist i noget hvidt til højre?? Perspektivbegrebet er ligeledes udfordret. DET er surreelt, så det basker, dette værk.

Ole Ahlberg *1949: Bellevue er et multiple, som er et tryk på lærred, som er et af Ole Ahlbergs maleriske udtryk. Ganske usædvanligt har Ole Ahlberg signeret dette billede med titlen Bellevue til Kunstcirkel 17 på forsiden. For er man ved havet, betragter og nyder man det smukke syn (Bellevue) med havet og himlen for ikke at tale om horisontlinjen. Det gør man som dansker, og det gør man som belgier! For Ole Ahlberg bruger den velkendte, belgiske tegneseriefigur af Hergé: Tintin, den evigt kyske Tintin, der må lide af caligynefobi: angst for smukke kvinder. Ole Ahlberg ynder nemlig at sætte ham sammen med mere eller mindre afklædte, smukke kvinder i situationer, der gør Tintin helt rundforvirret. Det ses ikke direkte her. Men han har stålsat hænderne samlet i et fast greb bag på ryggen! Ole Ahlberg har skruet op for farvepragten i Tintins velkendte frisure: den er ikke gul, men nærmest orange. I det hele taget står Tintin og Terry skarpt aftegnet mod det blidere syn af baggrundens mere slørede udtryk. Godt udført!

Godt er det for Tintin, at han har sin hund Terry med sig overalt og altså også her! Den står og trykker sig op ad den rygvendte Tintins venstre ben – ikke helt tryg ved havet sikkert. For den ser nok ikke den yppige kvindeskikkelse i skyværket på himlen over Tintin!

Heidi av Reini *1966: Træt

Færøskfødte Heidi av Reinis særprægede mandsskulpturer i stentøj og rakubrænding er en skulpturel udførelse, der viser usædvanligt forskellige aspekter af menneskekroppen tilsat en forfriskende humor i form af diverse ansigtsudtryk, der sætter kroppenes holdninger i perspektiv. Her er det en mand, der ser forpint og træt ud og tager sig til lænden med venstre hånd, mens hans højre arm er så lang, at han kan bruge den som stok/støtte.

Det kendetegner i det hele taget Heidi Av Reinis helskulpturers utroligt langstrakte mandskroppe med lige så lange lemmer og fødder, at de som her kun er iført camouflagebukser og intet andet. Ligegyldig fra hvilken side, man betragter skulpturen, er den interessant, tankevækkende – og morsom.

Malene Bjelke*1965: På stikkerne

Den anden kvindelige skulptør er Malene Bjelke, der med sin helt særlige teknik udfører en bronzeskulptur som denne, hvor titlen er tvetydig. ”På stikkerne” kan direkte gå på, at man er på benene. Synonymt kan man være koncentreret, travlt beskæftiget, ivrig. Faktisk kan begge betydninger bruges på denne skulptur her!

Den er enkel – udført i en bevidst abstrakt, naturalistisk stil, hvor man ikke savner tydelige ansigtsudtryk, altså en direkte modsætning til Heidi av Renis skulptur. Malene Bjelkes skulpturkrop signalerer tydeligt, hvilken sindsstemning, der ønskes fremkaldt. Skulpturen er ej heller udført i glatpoleret bronze, men med den i starten nævnte særlige teknik, somn er, at kunstneren har sat sine tydelige fingeraftryk i den levende overflades hver eneste enkeltdel.

Sanne Glissov *1956: Hygge

Sanne Glissovs knivskarpe kunst er velkendt i Galleri Brænderigårdens regi med malerier med en kant af det surrealistiske. Her er hun ude i et helt andet ærinde, hvor hun indkapsler begrebet hygge ved at afbilde Ove Sprogøe alias Egon Olsen fra Olsenbandefilmene som inkarnationen af dansk hygge! Hun har her genialt lavet en parafrase over amerikaneren Shepard Faireys berømte plakat af Barack Obama fra 2008. Sanne Glissov har i sin version fulgt inspirationen/oplægget til punkt og prikke, for ordet Hope fra Obamaplakaten er bare erstattet af ordet hygge!

I sit maleri af Egon Olsen har hun vist ham i hans velkendte, tilstræbte borgerlige outfit med bowler, slips, hvid skjorte, stribet jakkesæt og den uundværlige cigarstump og det Olsenske, insisterende blik. Alt er som skåret efter originalen helt ned i detaljen – selv afskæringen af billedet, ansigtets skygger og slipset for ikke at tale om baggrundens delte grårøde baggrund. En billedmæssig genistreg.

Håkan Nyström* 1948: Dialog

Denne svenskdanske nysurrealistiske kunstner bosat i Danmark er en af Brænderigårdens faste kunstnere med flere udstillinger bag sig i galleriet.

Hans malerier er en evig kilde til forundring og forbløffelse hos beskueren. Man betragter her et surrealistisk, metafysisk samtidsmaleri kaldet Dialog (samtale), hvor metafysisk står for noget oversanseligt, noget virkelighedsfjernt, noget der virker gådefuldt på betragteren. Og det må i sandhed siges at være tilfældet også her.

Håkan Nyström vedkender sig sin gæld til den store italienske, metafysiske maler Giorgio de Chirico og dennes ikke helt almindelige måde at sætte genstande sammen på. Håkan Nyström er en værdig, nutidig arvtager til de Chirico.

Håkan Nyström benytter mesterligt de tre grundfarver gul, rød og blå i sine værker.

Vi er i et mystisk rum med en stor, indpakket, gul genstand midt i en døråbning foran en rød bagvæg. I forgrunden ses en stol, hvor der på bagsiden ses et lysende felt à la et lysstofrør sat på en blå, bøjet stang, der ligesom flyder henad gulvet. Til venstre for døråbningen ses et rødt felt indrammet af sort. Til højre ser man gennem en rundbuet, lavtsiddende døråbning ind i et oplyst rum.

Ja, denne dør. Der er noget med vinduer og døre i Håkan Nyströms kunst. De er som emblemer for hans oeuvre. Dørene er væk i dette maleri. Kun åbningerne ses. Lyset kommer fra ubegribelige kilder som vanligt hos Håkan Nyström og giver maleriet dets umiskendelige skær af surrealisme. Et vægtigt værk.

Et billede er et vindue ud mod verden!