Kunstcirkel nr. 15

Kunstcirkel nr. 15

Start: 1/3 2017

Værkerne roteres med skæring på følgende datoer:  1/3 – 1/6 – 1/9 – 1/12  indtil den slutter 31/8 2019, hvor kunstværkerne fordeles til eje blandt medlemmerne.
Galleri Brænderigården udsender en mail ca. en uge før hver skæringsdato.

Her kan du tilmelde til Betalingsservice:    Klik her    

Rækkefølge cirkel 15.xls

Du kan hente rækkefølgen af værkerne som PDF her.
Du kan hente medlemslisten som PDF her.

Hvis du vil læse mere om kunstnerne, findes disse generelt under afsnittet “Kunstnere” i hovedmenuen.

Her kan, på udvalgte kunstnere, ses udstillingskataloger som PDF:

Søren Andersen
Bentemarie Kjeldbæk
Steffen Kindt
Simon Fensholm
Lars Rasmussen
Heidi av Reyni
Erik Bille Christiansen

Kunsthistoriker Bente Hammershøy præsenterede, ved første møde i galleriet hvert enkelt værk.
Hun har efterfølgende sendt os følgende tekst, så medlemmerne har mulighed for at genopfriske lidt af det fortalte omkring de enkelte kunstværker:

Kunstcirkel 15
(Bente Hammershøy)

Simon Fensholm *1985 gør det i dobbelttydige titler som her med maleriet  benævnt:
Vi er lykkelige på hovedet.

Hoveder fylder i det hele taget meget i Simon Fensholms malerier.

Både, hvad angår det, man kan gerne ville kunne se, altså hvad kunstnerens hoved er fyldt med, inden han nedfælder de fremkomne motiver på lærreder som her, som nærmest er uudtømmelige, hvad angår enkeltelementer. Og så: tre hoveder (de tre, der kalder sig ”vi” på maleriet) sat på skuldrene af tre unge mænd/drenge i de for Simon Fensholm så karakteristiske skikkelser i t-shirts.

Simom Fensholm overvælder os med sit maleri og dets surreelle tilgang med et indhold af det hjemligt uhyggelige, hvor psykoanalytikeren Sigmund Freuds begreb: das heimliche – das Unheimliche rinder én i hu.

For oversat til dansk betyder heimlich både hjemligt og hemmeligt- og det hemmelige bliver nemt uhyggeligt.

Das unheimliche går både på det u-hjemlige og det uhyggelige, der lyder og får en blidere klang og et blidere indhold på dansk, men noget uheldssvangert på tysk.

Freud sagde, at det uhyggelige strengt taget ikke er noget nyt eller fremmed, men noget, som sjælelivet fra første færd har været fortrolig med, men som er blevet fortrængt og dermed fremmedgjort. Det virkeligt uhyggelige er det fortrængtes tilbagevenden, om det nu stammer fra ens barndom i form af traumer eller fra menneskets urtid.

Det har Simon Fensholm fået frem fra fortrængningerne og malet ind i sit værk.

Så nok bliver man ved et første kig på maleriet i godt humør af at betragte det. Men man opdager hurtigt, at det ikke bare er lutter lagkage det hele, for man ser (jævnfør det nys omtalte) også ting, der får de små hår i nakken til at stritte og eftertænksomheden i flere facetter frem ved at betragte værket.

Alt ser i maleriet tilsyneladende roligt ud. Men hvad med de tre rygvendte drenge og huset, der er som svævende oppe i luften på en stak brædder, der rager ud i alle retninger og ikke er et solidt fundament under huset? Der er skæv belysning i form af runde, gule lamper, der jo ikke kan være månen allesammen???

Bentemarie Kjeldbæk *1952 – Markedsdame

har som et af sine temaer malerier fra spanske madmarkeder, hvori man som her synes at kunne sanse, at markedskonerne kender hende. De taler med Bentemarie Kjeldbæk og lader hende tegne sig, og hvor altså inspirationen til portrætmalerier som dette fremkommer i fyrige, festlige farver. Det er fisk og skaldyr, denne markedsdame handler med. Og med et mægtigt svung har Bentemarie Kjeldbæk fået en hummer op à la en hat på hovedet af damen i dette elegante, høje, smalle maleri. De klare signalfarver: rød, blå og gul panger igennem og er et farveorgie af rang.

Steffen Kindt *1945: Hyrdetæppe

Maleren, der er født i Berlin – men bosat i Danmark – er inspireret af den berømte amerikanske pop-artkunstner Roy Lichtenstein, der levede fra 1923 til 1997.

Steffen Kindt benytter rene farvefelter, hvor Lichtenstein brugte rasterteknikken. Det er som at betragte en firkant fra en tegneserie at se på Steffen Kindts malerier og altså også dette her, hvor de tydelige konturer om de enkelte farvedele ses med få skygger i et perspektiv, så linjen, formen og farverne kan eksistere uden restriktioner.

Det er ikke uden grund, at Steffen Kindt maler som han gør, for han er faktisk uddannet grafiker, hvad han jo altså fører med over i sit maleri i form af de kraftige signalfarver.

Motivet er en kvindeskikkelse” i close – up. Hun ligger på et hyrdetæppe. Deraf titlen! Men det er jo ikke det, man først ser, men kvindekroppen i en beskæringsform, som Steffen Kindt behersker til fuldkommenhed, og som er hans særkende, og hvormed han understreger sin kunnen i det maleriske samtidssprog.

Ole Ahlberg *1949

er ude i bølgegang i begge ordets betydninger med denne for ham specielle porcelænsskulptur kaldet The Vision: Drømmesynet. Ole Ahlberg har – også her – fokus på den sensuelle kvindeskikkelse i samspil med Tintin, den kendte tegneseriefigur af Hergé, sammen med makkeren Kaptajn Haddock. Tintins trofaste følgesvend Terry er ikke med her- eller også er den druknet!! Det plejer at være litografier eller malerier, Ole Ahlberg udfører af de bekendte Tintinfigurer. Men her er det altså en porcelænsfigur. Kvindekroppen rejser sig skåret over ved lårene af bølgerne, mens den kyske Tintin ser på. Det samme gør Kaptajn Haddock, der med halvåben mund nok er mere begejstret end Tintin! Eller måske er det lige før, de begge går under af begejstring?

Finn Mickelborg (1932-2007)
Kunstnerens værk er uden titel og bærer derfor betegnelsen U.T. Finn Mickelborg gik på Kunsthåndværkerskolen i København og var elev af Bamse Kragh-Jacobsen, der var billedkunstner, restauratør og jazzmusiker, hvilke tre fagområder – ganske morsomt- Finn Mickelborg også var indenfor. Dog var han allerførst omkring uddannelsen til automekaniker!!

Som i et glimt har Finn Mickelborg i dette titelløse, fantastiske maleri som ved et optisk synsbedrag for beskueren fastfrosset et abstrakt, dynamisk, ja, et nærmest surrealistisk billedrum, som øjet til stadighed vil kunne fortabe sig i. Finn Mickelborgs malestil falder også inden for den såkaldte Konstruktivisme, der opfattes som den mest centrale tendens inden for abstrakt kunst. Finn Mickelborg var med til at danne den danske udgave, der blev kaldt Ny Abstraktion. 

Lisa Lach-Nielsen *1974

får med sit maleri A Sweet Addiction vist en speciel verden med et surrealistisk tvist. Titlen betyder her en sød (men ellers sygelig) hang til noget, eller en decideret tilvænning til stofmisbrug! Det indicerer billedindholdet jo ikke ved første blik. Her er det en formentlig forsigtig, blid pigeskikkelse, der ses lænket til en tilsyneladende utrolig smuk sammensat buket af frugter, planter og bær, men som sikkert er de drugs, hun er afhængig af, og som hun derfor bogstavelig talt er lænket til. Der hviler i det hele taget en stemning af noget udefinerbart over Lisa Lach- Nielsens maleri, noget tilsyneladende både uhyggesvangert og sværmerisk/æterisk.

Forbehold er titlen på denne skulptur af
Heidi av Reyni,
der er født på Færøerne i en lille bygd i 1966. Hun arbejder med stentøj og rakubrænding, og den skulptur, der er med i Kunstcirkel 15, er i stentøj, som er keramik brændt ved ca. 1320 grader celsius. Leret smelter derved sammen (sintrer) til hårdt og vandtæt lertøj som i denne skulptur. Det er mandsskikkelser, Heidi av Reyni udfører uforlignelige skulpturer af med varm sympati i en humoristisk, fabulerende stil. Det er en jordnær – i flere af ordets betydninger – mand, der er, som var han vokset ud af de færøske fjelde med al deres tyngde i sig. Store fødder og hænder for enden af ufatteligt lange arme og med det store, stærke hoved på skrå, mens han tager sit forbehold, som titlen på værket udsiger. Et gemyt, som Heidi av Reyni får frem på sin eminente, kunstneriske måde. Skulpturen rammer også ens smilebånd.

Det eneste klædningsstykke, manden har på, er bukser, der understreger hans kropssprog.

Lars Rasmussen *1952.

Med titlen On Blue Velvet parafraserer Lars Rasmussen over film-og sangtitlen Blue Velvet, hvor det drejer sig om en fløjlsklædt kvindeskikkelse i både filmen og sangen. (Filmen var en gyser af David Lynch fra 1986 og sangen en blød rocksang fra 1960-erne.) Her i maleriet er den nøgne kvindekrop helt i fokus -uden ansigt til at distrahere fra kroppens bagoverbøjethed – hvilende på det blå fløjl – uden kjolen!!! I baggrunden ses ligesom reminiscenser af en blodrød solnedgang.

Den autodidakte Lars Rasmussen maler i en næsten fotografisk realisme rig på detaljer inspireret af den italienske renæssance, prærafaelitterne, symbolismen og art noveau. Han kan siges at stå på skuldrene af Amedeo Modigliani med hans Nu Couché (1917).

Det bør tilføjes, at Lars Rasmussen også er en habil portrætmaler, hvilket man kan få bevis for, hvis man går ned i forhallen på Horsens Rådhus og ser portrætterne af de forhenværende borgmestre fra henholdsvis Horsens: Henning Jensen og Gedved: Eigil Rasmussen. Desuden bør nævnes et fremragende portræt af tidligere, nu afdøde biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt, der havde tilknytning til Horsens via sin kone, der var præst her. Hun er nu selv biskop: i Odense Stift. 

Erik Bille Christiansen * 1954: Hunden

er et kraftfuldt maleri med dæmpede, intense blandede jordfarver med islæt af rødt og gult. Den autodidakte Erik Bille Christiansen motivverden har både sakrale, verdslige og mytiske undertoner. I dette værk er det det mytologiske, der er baggrunden. I Hunden er det som at se tre hunde ved siden af hinanden i stedet for den trehovedede hund Kerberos, der vogtede indgangen til dødsriget, Hades, og som Erik Bille Christiansen har malet flere værker af. Hunden som sådan set ganske ufarlig ud, som den var, når folk kom til Hades, hvor Kerberos slikkede folks fødder og logrede med halen. Men forsøgte man at vende om, at komme ud, spærrede den alle tre gab op og blev til det, den var: en glammende helvedeshund!!

Men her er det som om, den bøjer sig fredsommeligt i forgrunden op mod den fantastisk malede baggrund.  

Søren Andersen *1926: Landskab.

Den snart 91-årige Horsensmaler gør et stedse vedvarende indtryk i udtrykkets bløde farvevalg sat i både rundede og mere skarpe former som her på lærredet. Søren Andersen er den tyste, den stilfærdige, den inderlige landskabsmaler. Man ser et vestjyske landskab, hvor han har tilbragt så megen tegne- og maletid og bragt så megen inspiration med hjem fra. I billedfladen indtager den ellers så store himmel over Vesterhavet en mindre rolle, idet det er klitter og det grønne marklandskab, der er som delt op i felter, der er Søren Andersens ærinde.

Det er et indtrængende, storladent landskab kun tilført et par huses næsten skjulte tage og en blå gavl som et farveindsnit i landskabet i maleriets venstre forgrundshjørne i det bakkede landskab.

Søren Andersens fastfrosne billedrum sætter sig fast i erindringen. Man kan HØRE landskabet i hans billeder, fornemme klitten, ja, mærke sandet mellem tænderne, som man husker det fra, når der var pålandsvind!

Søren Andersen maleri taler derfor til mere end synssansen. Han fastholder også et erindringens rum, hvor de, der kender til Vestkysten, husker barndommens landskab ved synet af maleriet her. Eller at man får lyst til at tage ud til det vestjyske og dermed ville kunne bejae, at sådan ser Vestjylland ud!