Kunstcirkel nr. 14

Kunstcirkel nr. 14

Start: 1/8 2016

Værkerne roteres med skæring på følgende datoer:  1/8 – 1/11 – 1/2 – 1/5 frem til sidste byttedato 1/11 2018 og
slutter 31/1 2019, hvor kunstværkerne fordeles til eje blandt medlemmerne.
Galleri Brænderigården udsender en mail ca. en uge før hver skæringsdato.

Her kan du tilmelde til Betalingsservice: Betalingsservice online tilmelding

Du kan hente medlemslisten som PDF her .

Hvis du vil læse mere om kunstnerne, findes disse generelt under afsnittet “Kunstnere<9a>5 i hovedmenuen.

Her kan på udvalgte kunstnere ses udstillingskataloger som PDF:

Håkan Nystrøm
Ingerlise Vikne
Thomas Kiær
Simon Fensholm
Bent Hedeby Sørensen
Søren Hagen
Niels Sylvest

Kunsthistoriker Bente Hammershøy præsenterede, ved første møde i galleriet hvor medlemmerne var samlede, hvert enkelt værk.
Hun har efterfølgende sendt os følgende tekst, så medlemmerne har mulighed for at genopfriske lidt af det fortalte omkring de
enkelte kunstværker:

 

(Tekster: Bente Hammershøy/7. juli 2016)

 

Håkan Nyström *1948: City of Mysteries, Yellow

 

Svensk-danske Håkan Nyström stiller beskueren overfor en gådefuld, hypersanselig billedverden.

Førstedelen af titlen ’City of Mysteries’ angiver, at dette maleri er et af den fortløbende suite fra Håkan Nyströms nysurrealistiske billedverden, som er malerens måde at trænge ind i det metafysiske på, som han selv udtaler.

 

Metafysisk maleri er gådefuldt maleri fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor Håkan Nyström står på skuldrene af den italienske maler Giorgio de Chirico (1888-1978), hvis pittura metafisica er en af inspirationskilderne, når Håkan Nyström maler sine billeder. Anden inspiration er den belgiske maler René Magritte og spanske Salvador Dali og deres surrealistiske værker. Håkan Nyström er en værdig arvtager af disse forgængere og deres værker.

Faktisk har Håkan Nyström grundfarverne rød, gul og blå med i alle sine værker.

Brugt helt forskellig hver gang udgør de et ”varemærke” for denne kunstner, hvis mennesketomme malerier taler til fantasien med deres efterladte spor af menneskelig aktiviteter. Det ses også i dette metafysiske, oversanselige, ikke-nemt- begribelige værk, der til stadighed vil kunne aftvinge den, der ser på det, nye indtryk. Det maner til eftertanke og kræver tilstedeværelse og er dermed en ”hjertestyrkning” for betragteren.

’Yellow,’ som anden del af titlen hedder, må henvise til det gule felt i forgrunden, der er som et lysindfald fra en ukendt lyskilde. Feltet er i højredelen af maleriet, der er sort med et blåt felt i midtergrunden og en ophængt, indpakket, orange genstand, der hænger i, hvad der ligner en åbning ind til noget sort?

Venstre halvdel af maleriet domineres af en kompakt, tofarvet væg, hvorpå et tændt tv-apparat viser, hvad man kan kalde et natursceneri i overnaturlig gengivelse i unaturlige omgivelser! Et store kamera i forgrunden vender linsen væk fra det, man formoder skulle optages af kameraet.

Og hvor er så farven rød i dette maleri? Ja, det skal man selv finde ud af, når man får maleriet med hjem og måske får det til evigt eje, når Kunstcirkel 14 er slut!

Håkan Nyström har været udstillingsaktuel flere gange i Galleri Brænderigården både alene og sammen med andre med stor succes. I år kan han fejre 50 års jubilæum med sin kunstnergruppe Cirrus.

 

Simon Fensholm *1985: My Favorite Boy Band

er en af de unge kunstnere i Kunstcirkel 14, hvad fødselsåret indicerer. Men han er med i den surrealistiske billedfremstilling, hvad titlen på hans værk: My Favorite Boy Band med bogstavrim og billedindholdet kan siges at understrege.

Simon Fensholm har en uudtømmelig billedfantasi, hvorfra strømmer indfald, han omsætter til vilde værker forstået på den måde, at man her ser en flok drenge – ud fra kropsbygning og påklædning – i et landskab af de mere usædvanlige, hvor en lav horisontlinje afslører konturerne af en by. Den derfor høje himmel kommer derfor til at danne baggrund for Simon Fensholms syrede ’Boy Band,’ hvor instrumenter og mikrofoner er hoveder på nogle af drengene. Og én kommer endda op af et papkassehoved på en anden og ramler op i et skrøbeligt ”stakit!” Shit står der på instrumenttasken hos en af deltagerne i dette spredte band, hvor samspil er ikke-synligt.

Ja, der er så mange detaljer at forholde sig til blandt andet også et par siamesiske tvillinger. (Hvordan mon de mon agerer i et ’Boy Band?’)

Det surrealistiske hurlumhejværk er ekstraordinært malet frem her af Simon Fensholm.

Men der også ligger mere bag overfladen end det spøjse, surrealistiske. For der er en anden side af surrealismen, der har et indbygget, mere uheldssvangert indhold, som Sigmund Freud var eksponent for. Han var nemlig en af surrealismens grundpiller med sit psykoanalytiske begreb: det hjemligt hyggelige lig med ”das heimliche” over for ”das unheimliche.”

For oversat til dansk betyder heimlich både hjemligt og hemmeligt- og det hemmelige bliver nemt uhyggeligt.

Das unheimliche går både på det u-hjemlige og det uhyggelige, der lyder og får en blidere klang og et blidere indhold på dansk, men noget uheldssvangert på tysk.

Freud sagde, at det uhyggelige strengt taget ikke er noget nyt eller fremmed, men noget, som sjælelivet fra første færd har været fortrolig med, men som er blevet fortrængt og dermed fremmedgjort. Det virkeligt uhyggelige er det fortrængtes tilbagevenden, om det nu stammer fra ens barndom i form af traumer eller fra menneskets urtid.

Så det surreelle ligger hele tiden latent under overfladen- og kommer med i billedfladen. Heri vises Simon Fensholms maleriske formåen.

 

Ingerlise Vikne *1961: Three Nameless Characters 

 

Den norsk-danske maler Ingerlise Vikne har malet sine skikkelser så skrøbelige, som var de lavet af æggeskaller. SÅ fint, SÅ farvemæssigt domineret af blide violetgrålige, lyse- og turkisgrønne farver med varmkoloristiske islæt af rødt, der tilføjer hendes malerier en lethed, en gennemsigtighed, der er uovertruffen.

Ingerlise Viknes persontegning viser sensitive, introverte og stille personer i en udformning, der kalder på mange følelser hos dem, der betragter hendes malerier. Man får let en klump i halsen foran disse værker.

Ingerlise Viknes maleriske virke er baseret på en store entusiasme om mange emner og tanker, som hun engageret får udtrykt i sine værker, der er malet på hørlærred, fordi det bedst modstår hendes maleteknik, der kan medføre ”farveangreb” af lidt mere ”hårdhændet” karakter, som kunstneren selv udtrykker det.

Ingerlise Vikne fortæller også, at hun eksempelvis selv knuser sine pastelfarver, hvilket tyder på en ægthed og et arbejde helt fra grunden af med malerier som dette.

Det er en surreel, drømmeagtig billedverden, Ingerlise Vikne får frembragt via sine mangfoldige farveudtryk fremkommet ved brug af akvarel- og pastelfarver, af olie- og akrylfarver, af kulstifter og blyanter. En kunstner, der – med disse mangeartede farvematerialer – frembringer en meget insisterende billedverden.

En verden parallel med den reelle verden. Ingerlise Viknes univers er befolket af væsener, vi måske fornemmer, men ikke kender / genkender. Skæve eksistenser set forfra med et surreelt udseende både i nærbillede og på afstand, enkeltvis eller som her tre. Disse indadvendte menneskelignende skikkelser med øjnenes melankolske og alvorsfulde udtryk, der ser langt ud i det fjerne, med glatragede hoveder har ørerne rettet ud mod beskueren som tragte for at opfange tiltale, lyde og meddelelser. Ørerne er anbragt langt nede på hovedet, hvilket er et særkende for Ingerlise Viknes små mennesker.

De giver dels mindelser om rumvæsener, dels om Michael Kviums ’Fools,’ dels om eventyrfiguren fra filmens verden: Shrek med hans lignende ører.

Så det er et maleri, der taler til en på en særegen måde.

Ingerlise Vikne har udstillet i Galleri Brænderigården flere gange.

 

Søren Hagen *1957: Sten

fører landskabsmaleriet videre med bravur. Hvor det for 200 år siden rangerede lavest i hierarkiet underlagt historiske malerier, portrætter og genremaleri, er det i vore dage øverst på hitlisten.

Men der er noget på færde i Søren Hagens malerier.

Og med et yderst spændende resultat til følge, som det fremgår her i dag. Nok er Søren Hagens maleri mennesketomt; men det menneskelige er med som aftryk i værket.

I et øde stenlandskab står to af stenene frem som monolitter. Søren Hagens mesterlige maleri med mange nuancer i gulligt og brunligt med grønne, lave vækster på den forblæste slette. De to er som mor og barn. De kan ses som moderne efterfølgere af Påskeøens skulpturer og virker lige så imposante som disse, der måske var monumenter til ære for en ukendt gud.

Det bør nævnes, at Søren Hagen også er en fremragende portrætmaler, der bl.a. har malet Jørgen Boberg, der ligeledes er repræsenteret i Kunstcirkel 14. Søren Hagen er mester for et portræt af vort eget bysbarn Michael Kvium. Disse malerier hænger på Skive Kunstmuseum, mens Søren Hagens maleri af Jacob Haugaard hænger, eller burde hænge fremme, på Christiansborg! Så det er en alsidig maler, vi har at gøre med her.

 

 

Bent Hedeby Sørensen *1962: Træer

 

Dette maleri giver og vil vedvarende give beskueren en himmelsk! og ganske speciel synsoplevelse. Når man betragter Bent Hedeby Sørensens værk Træer, lægger man uvilkårligt nakken tilbage for at se op i trækronerne, hvilket jo er ganske unødvendigt, for man ser durk ind på maleriet. Men disse himmelstræbende bladløse trækroner, der med deres glathed uden synlige spor af mos, svampe eller alger, giver én et surrealistisk vue op gennem trækronerne mod det skyede himmelhvælv bagest. Himlen er holdt i en farveskala à la surrealisten René Magrittes himmelhvælv i lyseblåt med hvide skyer.

Maleriet er også unikt qua sin beskæring. Man ser ikke afslutningen på trækronerne eller stammernes afslutning ned mod jorden, men som en grenenes heksedans mod himlen.

Maleriet er fyldt med detaljer af enkeltkviste, der står som japansk kalligrafi. Et særpræget værk.

 

Lene Bødker *1958: Stream

 

Glaskunstneren Lene Bødker frembringer unikke glasværker i en særpræget blandingsstil. Hun starter med at modellere sin kunstneriske tanke i ler. Uden på denne støber hun en engangsform i voks. Så er det en gips-/ kvartsmodel, der støbes over voksformen. Denne dampes og efterlader et hulrum, hvori der fyldes glasstykker. Dette glas smeltes i ovn ved 900 grader, der køles ned i en uges tid eller mere afhængigt af værkets størrelse. Så bliver formen slået itu, og bearbejdelsen af glasset starter.

Der saves, slibes og poleres blandt andet ved hjælp af mejsel og hammer.

Fra Lene Bødker begynder på et værk og til, hun er færdig med det, kan der gå mellem en og tre måneder.

Og frem kommer derpå eksempelvis et værk som dette: Stream, der med sin unikke form i glat og bearbejdet glas kan lede tanken hen på en kano. Den er som en liggende monolit apropos Søren Hagens malerielementer. Et fantastisk stykke kunsthåndværk fra Lene Bødkers mejsel!

Kunstneren er repræsenteret på Designmuseet, København, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet i Ebeltoft og på Glasmuseum i Düsseldorf. Desuden fik hun en prestigefyldt, japansk pris i 2007. Denne pris uddeles kun hvert tredje år. ”Så det er ikke så ring’ endda,” som det hedder på godt jysk at have denne kunstner med i Kunstcirkel 14!

 

Thor Larsen *1988: Alice, lille

 

Bronzeskulptøren Thor Larsen, der efter endt uddannelse i Danmark som stenhugger med bronzemedalje, tog til Firenze, uddannede sig på Kunstakademiet dér som bronzeskulptør og i øvrigt stadig bor i Firenze, er mester for skulpturen Alice, lille.

Thor Larsen arbejder i en realistisk stil, der leder tankerne hen på danske billedhuggere i sidste halvdel af 1800-tallet og ind i 1900-tallet som J.A. Jerichau, H.W. Bissen og Gerhard Henning. Dem følger Thor Larsen i hælene på i sin samtidige, naturalistiske bronzefigur, hvor han har afbildet en ung kvinde, der tankefuldt sidder på/opad en sten med hagen hvilende på den bøjede venstre arm.

At det er en realistisk samtidskunstner, der er på færde her, vises ikke mindst i den moderne korthårsfrisure, som kunstneren har udstyret hende med. Den glatte pigekrop står i modsætning til stenens mere rå udformning, hvor lerskitsens ”fingeraftryk” ses i bronzeudgavens form.

I Roskilde står en Thor Larsen – bronzeskulptur af en af byens mæcener, og Jørgen Melstrup oplyser, at Thor Larsen er med i et H.C. Andersen-projekt. Så denne unge kunstner kommer man garanteret til at se mere til.

 

Niels Sylvest (1938-2008): Morgen

 

Niels Sylvest var meget musikinteresseret, hvilket godt kan fornemmes også i dette værk, hvor linjeføringen og udmalingen er som rytmiske slag.

Det mørke felt, der ligesom opsluges af de hvide, blødere udformede felter, ser man først, inden blikket ledes til højre.

Maleriet er udført i en blanding af abstrakt og skjult, figurativ stil med en gengivelse af morgenen, hvor nattens skyer og mørket trækker sig tilbage og åbner adgang for solen, der vises som et spejlbillede af den sensuelle kvinde, der er ridset på til højre, i nederste, højre hjørne.

 

Jørgen Boberg (1940-2009): Angreb

 

Et fint lille maleri i ordets bedste betydning af denne eminente, desværre også afdøde maler Jørgen Boberg, der var vidt omkring motivmæssigt fra store portrætter af dronning Margrethe og Klaus Rifbjerg til et stilleben som her, hvor peberfrugt og kirsebær hviler på en mesterligt gengivet mønstret marmorplade.

Kirsebærrene i forskellige stadier af modenhed nærmende sig det uspiselige angriber og trænger ind i bristen på peberfrugten. Jørgen Boberg beherskede en maleteknik, der ikke stod tilbage for stillebenmalere, der levede og arbejdede i  1600-tallet som Francisco de Zurbarán i Spanien med hans start på stillebentraditionen, hvad angår kompositionen og den mørke, jordagtige farvesammensætning.

Så dette ”Angreb” fra kirsebærrene, denne krigshandling er et meget specielt maleri. Kirsebærret, dette smukke sensuelle bær i kraft af dets form og søde, bløde frugtkød, var en vigtig ingrediens også i Jørgen Bobergs malerier af kvinder med kirsebær.

Men her er det som sagt ”bare” bær og frugt! En perle af et maleri, der også påpeger memento mori-tankegangen: Husk du skal dø: Så jeg vil slutte denne billedbeskrivelse med et andet ”Livsmemento:” Carpe diem: pluk dagen= lev livet, mens du har det!

 

Thomas Kiær *1954: u/t

 

Når en kunstner vælger at skrive u.t. som titel ved sit værk, er det ikke åndelig dovenskab, men en opfordring til beskueren om selv at tænke en titel ind – hvis man finder det nødvendigt!!

Thomas Kiær har som regel ikke titler på sine særprægede værker, hvor han benytter sig af rasterteknikken, som man kender det fra amerikanske Roy Lichtensteins værker i 1960ernes pop art.

Thomas Kiær har en meget speciel og stærkt appellerende, malerisk udtryksform, hvor det visuelle udtryk blandt andet bygger eksempelvis på fotografiet som medie og er tilføjet hans egen specielle stil.

For han maler som sagt med rasterteknik, der er et linjenet, hvorigennem man fotograferer billeder, der skal reproduceres, idet man herved opnår en opdeling af billedet i punkter. De større punkter svarer til billedets mørkere partier, de mindre punkter svarer til de lysere, som det også klart fremgår af motivet her. Og så indeholder hans maleteknik yderligere en form for serialitet forstået på den måde, at gentagelsen er med, hvilket er synligt i ”u/t.” Her han benytter sin gentagelsesteknik, som består i en ”lag på lag”- form, som var det transparente hængemapper, der ligger hen oven på hinanden inde på fladen.

At overskue Thomas Kiærs værk ved første blik er umuligt. Man må se efter nok en gang.

Motivet her er som at se en banegård i opløst tilstand med parallelle perroner, der nærmer sig et gridmønster, som er en metode fra tidligere tider både inden for arkæologiske udgravninger til at afmærke, hvor nøjagtig en genstand befinder sig i jorden ved udgravningen. Og metoden bruges også blandt malere med det for øje på et stykke papir eller lærred at lave et ternet mønster, så man kan overføre eller bibeholde det skitserede til et lærred. Men Thomas Kiær maler gridmønstret direkte ind i maleriet.

Maleriets farveholdning påkalder sig også speciel opmærksomhed ved at være isprængt felter af brunt og gult og med antydninger af rødt.