Kunstcirkel nr. 19

Kunstcirkel nr. 19

Start: 1/2 2019

Værkerne roteres med skæring på følgende datoer:  1/5 2019 1/8 2019 1/11 2019 1/2 2020 1/5 2020 1/8 2020 1/11 2020 1/2 2021 1/5 2021 og slutter 31/7 2021, hvor kunstværkerne fordeles til eje blandt medlemmerne.
Galleri Brænderigården udsender en mail ca. en uge før hver skæringsdato, og det forventes at skiftet sker mellem den 1. og 10 i måneden.

Her kan du tilmelde til Betalingsservice: Betalingsservice online tilmelding

Rækkefølgen du får værkerne i

Du kan hente rækkefølgeskemaet som PDF her

Du kan hente medlemslisten som PDF her

Hvis du vil læse mere om kunstnerne, findes disse under afsnittet  "Kunstnere"  i hovedmenuen.

Her kan, på udvalgte kunstnere, ses udstillingskataloger som PDF:

Håkan Nystrøm
Bentemarie Kjeldbæk
Heidi av Reyni
Simon Fensholm

Kunstformidler Sanne Hvidt præsenterede, ved første møde i galleriet hvor medlemmerne var samlede, hvert enkelt værk.
Hun har efterfølgende sendt os følgende tekst, så medlemmerne har mulighed for at genopfriske lidt af det fortalte omkring de enkelte kunstværker:

 

(Tekster: SANNE HVIDT/Februar 2019)

Kunstcirkel 19 - 10 værkpræsentationer

Mogens Hoff, født i 1934-2008; autodidakt maler, billedhugger og forfatter.

Uden titel
1999
Olie på lærred
46x55 cm

Maleriet er malet i ekspressiv naturalistisk stil og forestiller en erotisk scene med nøgen kvindelig model og mandlig figur, der modsat kvinden kun er optegnet i kontur. Kvinden ligger nøgen på sengen, mens manden sidder på hug eller på spring ved fodenden. Værket balancerer mellem det figurative og det abstrakte, og selve interiøret truer med at opløse sig i rene komplementære grønne og rosa farveflader. Mandekroppen er transparent og fastholdes kun af den optegnede kontur, men også den mere kødelige kvindekrop flyder næsten ud og bliver en del af det maleriske rum. Er vi vidne til malerens fantasi om at bemægtige sig kvinden eller vidne til et reelt erotisk scenarie? Værket synes at være under stadig tilblivelse, som et forsøg på malerisk at indkapsle intimiteten i det flygtige øjeblik og vidner om den modne kunstners maleriske virtuositet.

Niels Sylvest f. 1938-2008. Niels Sylvest er autodidakt maler og grafiker.

Aftensbord
Olie på lærred
100x100 cm

Maleriets motiv er ved første øjeblik svært at afkode, og karakteristisk for Niels Sylvests ekspressive maleri synes en kamp mellem mørke og lyse elementer på billedfladen at være det første, der er i fokus. Ved nærmere betragtning toner efterhånden flere figurer frem; en stol, et bord og i baggrunden to menneskelignende skikkelser. I venstre side antydes flere figurer, men de synes svære at fastholde. Titlen Aftensbord peger på det lysende bord i centrum af maleriet, mens figurerne i baggrunden virker mere faretruende eller dramatiske, markeret af de heftige penselstrøg og det store skalaspring. Bordet er et tilbagevendende motiv hos kunstneren, som det centrale og tilbagevendende sted for samling og samtale, eller manglen på samme. Sylvests værker kan tit forekomme mørke, voldsomme og ekspressive, og kunstneren har også i sine værker været draget af livets helt store emner; krig, død, kærlighed, erotik og religion. Ud af det umiddelbart abstrakte, dukker scenarier og figurer, her måske en optakt til et hjemligt drama.

Gunleif Grube, Færøerne, f. 1947, maler, grafiker, forfatter, komponist. 

Du er ikke alene
Olie på lærred
50x50 cm

Den dramatiske farvepalet med en klangbund af sort og rødt er et kendetegn for Grubes malerier. Grube har i værket her anvendt en hvid kontur, der vibrerende optegner det tilbagevendende maskemotiv og understreger de hvide og lyse farvelag, der dominerer selve masken og blander sig ubesværet med gule, lyserøde og blå farver. Maskemotiv, det opløste ansigt eller måske ligefrem selvportrættet malet i pastose farvelag og heftige penselstrøg er karakteristisk for den færøskfødte kunstner, hvis nordiske rødder og inspiration fra cobrakunsten viser sig gennem den spontane malemåde og dristige, ekspressive brug af farverne. Det menneskelige ansigt er et hovedmotiv, der aldrig helt opløses i Grubes værker, men indfanges og optegnes af de markante konturer og formår at spejle os og måske påminde os, som titlen gør det: Du er ikke alene.

Håkan Nyström, f. 1948, autodidakt maler

The midnight mass
Olie på lærred
55x70 cm

Maleriet forestiller et mennesketomt interiør, der med de karakteristiske rundbuer kunne minde om et udstillings- eller museumsrum. Belysningen er dunkel og paradoksalt nok er det langt sværere at genkende og beskrive objekterne placeret i forgrunden; er det en container eller et kunstværk på et plateau, nogle mursten? Bagerst tiltrækker en tilsyneladende svævende genstand i et oplyst rum sig vores opmærksomhed, men dens markante skygge på væggen bagved afslører intet om dets ophav, funktion eller beskaffenhed. Et mindre firkantet objekt er placeret på gulvet og har en lille orange lyskilde, er det en projektor, en alarm?
De mystiske, mennesketomme rum er karakteristisk for Nyströms gådefulde malerier, der har en surrel undertone og en evne til at desorientere os. Hans maleri beskrives som metafysisk og titlen The midnight mass har da også religiøse konnotationer. Hvilken form for midnatsmesse er vi som beskuere vidne til her?

Bentemarie Kjeldbæk, f. 1952, Uddannet fra Kunstakademiet i Kbh,

Madmarkedsdame med søpindsvin
130x95 cm

De spanske madmarkedsdamer er portrætteret flere gange i Kjeldsbæks værker, ofte i humoristiske eller upassende situationer, hvor der leges og poseres med fisk og hummere – eller som her, hvor et søpindsvin gør det ud for en slags hovedbeklædning eller hårsmykke.
Kjeldbæks værker er fyldt med referencer til både spansk kultur og kunsthistorie. I Madmarkedsdame med søpindsvin er et kvindeansigt tegnet op med sort sirlig kontur på en farvelagt og kubistisk opbygget baggrund af gule, orange og røde farver. Kjeldbæks distinkte og karakteristiske streg synes at referere implicit til Picasso, der foruden kvinder også havde en forkærlighed for at male opstillinger med søpindsvin.
Kjeldbæk fremstiller selv sine farver af pigmenter og i værket her har hun opnået et let udtryk, hvor vi kan ane det nøje udvalgte lærreds underliggende strukturer.

 

Birgitte Lykke Madsen f. 1960, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, malerlinjen 1981-86.

3 drenge
80x80 cm

Motivet er karakteristisk for Birgitte Lykke Madsen, der konsekvent har kredset om skildringer af mennesket og dets relation til og bevægelse i vand i sin maleriske praksis. Værket forestiller tre badende drenge, portrætteret stående rygvendte i en halvcirkel, i hvad der kunne ligne et uendeligt hav uden horisont. Lyset, refleksionen og spejlingen i vandet er et kendetegn i kunstnerens altid drømmende og stemningsladede værker. Maleriet indkapsler essensen af en uendelig sommerdag, med de badende drengene, der synes nærmest at befinde sig i en cirkel af lys; som balsam for sjælen her i vintermørket.

Ingerlise Vikne f. 1961, Norsk‐dansk maler, uddannet fra Kunstakademiet i Aarhus. 

Under a red cloud
2018
Olie, akryl og pastel på lærred
110x90cm

Vi ved alle, hvad det vil sige at svæve på en lyserød sky. Men at være under en rød sky, som er titlen på Viknes maleri Under a red cloud, synes umiddelbart mere ildevarslende eller tvetydigt. Værket er karakteristisk for maleren, hvis motiver ofte er en slags portrætter. Under a red cloud forestiller en af Ingerlise Viknes ”characters”, som hun kalder dem. Det kunne være et barneansigt, der er portrætteret en face og med et fast og betagende udtryk i de mørke øjne kigger lige imod os, eller måske nærmere igennem os. Ørerne er malet heftigt orangerøde og udgør en kontrast til det øvrige udtryk, og synes forbundne med den røde sky, der som en lille hat synes at omslutte pigens ansigt. Figuren mangler både arme og hår og trods det faste blik, er der en stemning af noget både smukt og foruroligende. Er det en buste, en torso?
Viknes karakteristiske portrætter er oftest malet i en afdæmpet og mættet farveskala, der synes at udtrykke den underliggende stemning i portrættet. Hendes karakteristiske brug af rosa, grå og blå, kontrasteres i nærværende værk af den markante brug af røde og orange farver, der optegner de store, lavtsiddende ører eller den i titlen omtalte røde sky. Viknes portrætterede karakterer kan forekomme melankolske og introverte, men for kunstneren selv rummer de i deres isolation noget særlig positivt, den velgørende evne til at hvile i sig selv- i stilhed. Stille lykke.

Heidi av Reyni f. 1966, færøskfødt skulptør, værker i stentøj og rakubrænding.

GLAD
Stentøjsskulptur

Skulpturen GLAD er udført af den færøskfødte skulptør Heidi av Reyni. Skulpturen fremstår i råt sort naturligt stentøj og forestiller en troldeagtig mandsperson i fuld figur. Figuren er iklædt camouflage- (eller malerbukser) og poserer med nakken bagoverbøjet i forvreden positur og med ansigtet fortrukket i en grotesk grinende grimasse. Mimikken synes at modsvares af kroppens øvrige positur, hvor hænderne er placeret i bukselommerne og figuren solidt står rodfæstet på de store, troldeagtige fødder. Den detaljerede og lettere karikerede mimik og den forvrængede anatomi med de overdimensionerede fødder karakteriserer mange af Reynis skulpturer og hun formår med sine figurative skulpturer at indfange almenmenneskelige følelser og sindstilstande, som vi alle genkender.

Lone Osmann, f. 1964 studeret hos billedhuggeren Keld Moseholm 1995 – 2003

Pige på stol
Bronzeskulptur
29 cm

Lone Osmann har arbejdet med skulpturer det meste af sit liv. Hun har suppleret de selvlærte færdigheder med kurser på Århus Kunstakademi, samt lært de tekniske færdigheder omkring bronzestøbning hos billedhuggeren Keld Moseholm. Osmanns skulpturer er naturalistiske og skildrer ofte mænd, kvinder eller børn i hverdagssituationer i et tidsløst og nærmest klassisk udtryk.
Lone Osmanns bronzeskulptur Pige på stol er et typisk motiv for kunstneren. Osmann bruger ofte sin egen familie som model for sine værker, ligesom hun ofte arbejder i serier med samme emne, her et værk fra en serie med motivet pige og stol. I denne skulptur synes stolen nærmest overdimensioneret i forhold til pigen, der sidder lettere foroverbøjet med sit venstre ben trukket op under sig, mens højre ben frit hænger. Man kan næsten genkende den følelse af at sidde afventende på spring på tærsklen mellem barn og voksen, pige og kvinde, ligesom man fornemmer kunstnerens ømhed overfor sin model. Osmann beskriver sine skulpturer som øjebliksbilleder, foreviget og støbt i bronze.

Gan-Erdene Tsend f. 1979 i Murun i Mongoliet. Bosat i Münster, Tyskland. 
Uddannet fra Academy og Fine Arts Münster/Germany i 2010, University of Culture & Art i 1996-01. 

STRANDBAD
Olie på lærred
55x80cm

På oliemaleriet Strandbad ser vi et mennesketomt landskab med en drivende gråhvid horisont og en række styltehuse, hvis refleksion i vandet påtager sig abstrakte træk. Værket er skabt af Gan-Erdene Tsend, der er født i Mongoliet i 1979, men har sin kunstneriske praksis i Tyskland, hvor han er uddannet fra Kunstakademiet i Münster.
Stemningen i det fascinerende værk er tyst og man aner noget længselsfuldt; det er skrøbeligt og smukt som de spinkle asiatiske styltehuse, der synes at referere til kunstnerens tidligere hjem.
Refleksioner, spejlinger og forskydninger kendetegner Tsends værker, der ofte rummer dette element af forskudt fordobling, der her kommer til udtryk i den lettere forvrængede spejling, hvor de ikoniske styltehuse opløses i rene maleriske abstraktioner og langstrakte penselstrøg.

 

HaR Glad LO Pige på stol HN The midnight mass 55x70 Gan-Erdene Tsend Strandbad 55x80 IV Under A Red Cloud 110x90 BLM Tre drenge 80x80 madmarkedsdame m. søpindsvin. 130x53 GG Du er ikke alene 50x50 NS Aftensbord 100x100 MH 46x55